OCD
OCD (obsessive, compulsive disorder) betragtes desværre af mange som en selvstændig lidelse, men det er forkert og spærrer tit for en løsning.
Når stressmekanismen (vores indre alarm) går i gang kommer den primitive del af hjernen os et eller flere forslag til, hvordan vi skal handle: Enten ved at prøve at få os til at fryse (vi går i sort) eller flygte (vi har allermest lyst til at løbe langt væk) eller kæmpe – eller ved at give os en impuls om at udføre sikkerhedsadfærd eller sikkerhedstanker.
Sikkerhedsadfærd går ganske simpelt ud på, at ”Hvis jeg nu vasker hænder 20 gange / banker under bordet / ordner alt i grupper af 3” osv., så undgår jeg noget farligt (dø af bakterier, blive kørt over, blive fyret, få 00 til eksamen osv.). Og sikkerhedstanker kan være “Jeg skal tænke min eksamen igennem igen og igen og igen” – igen for at undgå noget ubehageligt.
Så også her er det en i princippet ganske udmærket mekanisme, nemlig lige at sikre sig fornuftigt (f.eks. ved at læse på stoffet inden eksamen eller teste at bilens bremser virker efter en tur i vaskehallen), der er gået amok, så den er blevet uhensigtsmæssig.
En af verdens førende neuro-videnskabsmænd, professor Robert Sapolsky fra Stanford-universitetet, hævder også (for nogle nok lidt kontroversielt), at OCD-lignende sikkerhedsadfærd også er en vigtig del af mange religioner (”Hvis vi bare danser den her dans, så undgår vi tørke / hvis jeg bare beder sådan og sådan undgår jeg at komme i helvede eller være uren” osv). Pointen er, at et af formålene med religion og religiøse ritualer simpelthen er at dæmpe vores angst,.
Så i og med at lidelsen er stressrelateret, ligger problemet i, at amygdala (den lille mandelformede del i patterdyrshjernen, der sætter alarmen i gang) er overaktiv. Og årsagen bag det er oftest negative overbevisninger om os selv og vores omverden – overbevisninger vi enten har kopieret fra andre, eller som er blevet påført os igennem såkaldte traumer. Udover et eller flere traumer, ligger der som oftest også et problematisk selvværd under og kan ubehandlet også føre til stress og depression.
Så vi tager i neurocoaching fat i årsagerne i stedet for at spilde tid på symptomerne. Og når vi først får amygdala, som du kan kalde for kroppens alarmsystem, til at falde til ro, så er der heller ikke brug for sikkerhedsadfærd – og så vil uvanerne enten forsvinde af sig selv, eller de kan nemt afmonteres.
RING 7027 6100
FRA SPILDTID TIL FRITID
Henrik (navnet er ændret) virkede umiddelbart afslappet og smilende, med styr på tingene. Men han bar på en hemmelighed, kun de nærmeste kendte. Han var blevet diagnosticeret med voldsom OCD, og brugte stort set hele sin fritid på at gøre rent og passe have – det samme igen, igen og igen. Som han skrev i sit indledende materiale til os “Dette er fuldstændig unødvendigt, men jeg er styret af handlingen.”
Umiddelbart var OCD’en startet ud af en voldsom stress nogle år tilbage, men vi identificerede også en masse tankeuvaner, grundlagt allerede i barndommen, som sammen med stressperioden havde fået den samlede mængde af stress (det såkaldte stressglas) til at flyde over og gøre hjernens angstcenter, amygdala, konstant overfølsom.
På 17,75 timer fordelt over 4 sessioner korrigerede vi Henriks selvbillede, eliminerede de uhensigtsmæssige tankemønstre fra barndommen (bl.a. overdreven fokus på, hvad andre tænkte) og “overskrev” det traume, der havde udløst OCD’en. Sammen med en flot, systematisk indsats og en god portion stålsathed fra Henriks side gjorde det, at han på de kun 4 sessioner løftede sig fra 15 til 77% af sit mål om at hvile i sig selv uanset hvad.
Med sin indsats fik han ikke alene tid til sig selv og familien igen. Han blev også i højere grad opmærksom på, hvad der var vigtigt – og hvad der var uvigtigt – i hans liv.
Henrik var desuden entusiastisk sportsmand, og som en bonus fandt ud af, at han også kunne bruge neurocoaching-redskaberne til at forbedre sit spil.
WHO-måling+langtidsmåling følger.
Her Henriks egen feedback:
“Ved hjælp af Neurocoachings værktøjer har jeg fået et helt andet syn på livet. Værktøjerne er nogle, som jeg vil kunne bruge resten af mit liv, så det har været en kæmpe gevinst at lære disse værktøjer at kende. Man skal bare huske at være fokuseret og målrettet, da det ikke er nogen form for lykkepille. Fokus og målrettethed har været min succes. Men jeg arbejder stadig med tingene. Hver dag.”
Andreas historie:
”DET HAVDE VI IKKE TURDET HÅBE PÅ”
Andrea ville gerne have hjælp i forhold til sit selvværd og sin OCD
Hun flyttede sig sammen med Birgitte Christiane på 6 sessioner (+ en forsession) fra 20% til 83% af sit mål om at tro på sig selv uanset hvad. Allerede på 1. session løftede hun sig fra 20% til 40%.
Forløbet tog 19,75 timer inkl. referater, lydfiler og 6 måneders opfølgning.
Hun flyttede sig i processen fra 40 til 68 på den internationale trivselsskala WHO5, der går fra 0-100, og hvor depressionsgrænsen ligger på 35 og det danske gennemsnit er på 68.
Du kan læse mere om WHO 5-skalaen her:
Her Andreas egen feedback:
JEG HAVDE LÆNGE KÆMPET MED MIT SELVVÆRD OG MIN OCD
Mit mål med Neurocoachingforløbet var at få mere selvtillid og tro mere på mig selv og slippe af med min OCD. Jeg havde inden forløbet længde kæmpet med mit selvværd og min OCD, og jeg havde prøvet mange forskellige former for behandling, der ikke virkede. Jeg havde både gået til psykolog og psykiater, som ikke hjalp, og jeg har været på medicin i rimelig lang tid, som har hjulpet en del, men min OCD er aldrig gået helt væk.
SELVDISCIPLIN OG VEDHOLDENHED
Derfor startede jeg i mit Neurocoachingforløb i håb om at forbedre dette. Forløbet krævede, at jeg fandt en masse ressourcer i mig selv, som jeg kunne bruge til at arbejde mig igennem forløbet. Jeg var nødt til at grave en masse selvdisciplin og vedholdenhed frem for at kunne gennemføre det og komme i mål med mine mål. Jeg har også haft stor gavn af min familie i mit forløb, da de har støttet mig hele vejen og hjulpet mig til at gennemføre min træning.
DET HJALP BÅDE PÅ MIN OCD OG PÅ MIT SELVVÆRD
Neurocoachingforløbet hjalp rigtig meget både på min OCD og på mit selvværd. Jeg nåede i mål med mange af mine mål, og jeg fik det meget bedre efter mit Neurocoachingforløb. ”
|
”Jeg fandt en masse ressourcer i mig selv, som jeg kunne bruge” Andrea
|
VI FANDT UD AF, AT ANDREA HAVDE OCD
Da Andrea gik på efterskole, fandt vi ud af, at hun havde OCD. Hun fortalte os, at hun talte alle mulige forskellige ting (skridt, slurke, mundfulde) op til 6 og så forfra. Det var ikke noget, vi kunne se eller mærke på hende, for hun talte inde i sit hoved, og hun kunne godt snakke, mens hun talte. Da vi fandt ud af det, havde det stået på i et godt stykke tid, og vi fik hende straks til psykolog.
INGEN UDVIKLING VED PSYKOLOGEN
Efter 8 behandlinger ved psykologen var der overhovedet ikke sket nogen udvikling. Hun skulle starte i gymnasiet lige efter sommerferien, og vi var i tvivl om, hun ville kunne klare det, fordi OCD’en påvirkede hende så meget – hun talte ting i alle de timer, hun var vågen.
MEDICINEN HAVDE EN EFFEKT; MEN DEN FJERNEDE IKKE OCD’EN
Vi fik hende til en psykiater lige inden skolestart, og hun udskrev straks medicin til Andrea. Da Andrea var kommet godt op i dosis, hjalp det på OCD’en. Tælleriet fortsatte i alle hendes vågne timer, men medicinen tog ligesom toppen af symptomerne, så hun for eksempel bedre kunne koncentrere sig i gymnasiet. Medicinen havde altså en effekt, men den fjernede ikke OCD’en, og det gjorde sessionerne hos psykiateren heller ikke. Vi var derfor meget frustrerede, da det virkede som en håbløs opgave at hjælpe Andrea af med sin OCD.
EN DAG PÅ NETTET FALDT VI OVER NEUROCOACHING OG BLEV NYSGERRIGE
Efter en masse læsning på hjemmesiden kontaktede vi dem, og vi forældre fik en indledende konsultation med dem. Vi var meget positive stemte overfor det og satte Andrea lidt ind i det, for at høre om hun havde mod på at prøve det. Nu havde hun jo både gået til psykolog og psykiater uden at det havde hjulpet, så det var ikke givet, at hun var klar på noget nyt endnu en gang. Men Andrea sagde ja til at prøve det, og så gik vi i gang med et forløb.
VI KUNNE NÆSTEN IKKE TRO VORES EGNE ØRER
Efter nogle indledende sessioner hvor vi forældre også var med, kørte Andrea selv hele forløbet uden indblanding fra os.
Vi kunne som sagt ikke mærke på Andrea, at hun havde OCD, og vi kunne derfor heller ikke følge hendes udvikling i forløbet, men en dag, hvor vi spurgte ind til, om det gik godt med hendes træning, fortalte hun, at OCD’en var væk!! Vi kunne næsten ikke tro vores egne ører.
|
”På knap 3 måneder forsvandt en lidelse, som vi frygtede ville være livslang.” Andreas mor
|
DET HAVDE VI IKKE TURDET HÅBE PÅ
Vi havde håbet på, at det kunne komme ned på et tåleligt niveau, hvor det ikke fyldte alle hendes vågne timer. Men at det ville forsvinde helt, havde vi ikke turdet håbe på. Andrea havde sin forsession i midten af november, og i starten af februar fortalte hun os, at OCD’en var væk, så på knap 3 måneder forsvandt en lidelse, som vi frygtede ville være livslang. Det var intet mindre end fantastisk.
CASE:
FRA 200 TIL 20 DAGLIGE HÅNDVASKE PÅ EN MÅNED
Berit (navnet er ændret) var en elegant, ældre kvinde. Nogle år tidligere havde hun meget pludseligt mistet et familiemedlem, og det havde sat gang i en angstreaktion, som udviklede sig til OCD med en voldsom angst for bakterier. Og det førte igen til et astronomisk antal håndvaske, mange daglige bade, enorme ressourcer til rengøring og angst for at besøge andre. Hendes problemer var endda så voldsomme, så psykiatrien havde givet op.
Da problemet var kommet efter dødsfaldet nogle år tideligere, satte jeg først alt ind på at slette det traume, som dødsfaldet havde sat. Men ændringen var kun minimal.
Først da hun og jeg i forening besluttede at føre hende tilbage til hendes barndom, skete der ting og sager. Vi fandt to traumer fra slutningen af anden verdenskrig, hvor hun bare havde været en lille pige. Da vi fik opløst dem, forsvandt 90% af OCD’en på en måned.
Hendes problem havde fulgt et meget gængs mønster: Hvis vi i barndommen oplever noget traumatisk, formår vi alligevel oftest at lægge låg på – i Berits tilfælde i over 60 år. Men oplever vi så igen et alvorligt traume, f.eks. et dødsfald, et brudt parforhold, en fyring eller lignende, så kan det hele tilsammen simpelthen blive for meget for vores system, og låget flyver af.
