FORSKNING OG TRÆNING i ANVENDT NEUROPSYKOLOGI

70276100

ANOREXI

Dansk Center for Neurocoaching

ANOREKSI 

Det traditionelle behandlingssystem ser tit ud til at stå magtesløs overfor anoreksien. Læs her om, hvad anoreksien skyldes, hvorfor maden kun er et symptom – og hvad der skal til for at komme ud af den igen.

 

HVORDAN DANNES ANOREKSI?
Når stressmekanismen, vores indre alarm, går i gang, sætter den gang i et eller flere såkaldte ”actionprogrammer” (læs mere HER).
Et af actionprogrammerne er den såkaldte ”sikkerhedsadfærd”, hvor vi føler, at vi skal tænke eller gøre noget bestemt for at undgå noget ubehageligt. Det er en ganske fin mekanisme, når det drejer sig om at låse bildøren en lørdag aften midt i København. Eller måske sige nej til det ottende stykke othello-lagkage i frokostpausen.

anorexi

Men er vores stressmekanisme for følsom og laver fejlalarmer, kan sikkerhedsadfærden også komme ud af balance og give os impulser, der ikke længere har noget med fornuft at gøre.  Det kan være bekymringstanker og OCD, men det kan også være spiseforstyrrelser som ortoreksi (overdrevent fokus på sund mad), bulimi og anoreksi.  Ved anoreksi er det mere eller mindre bevidste sikkerhedsrationale typisk ”Hvis jeg spiser, bliver jeg tyk, og så kan ingen lide mig.  Og så er jeg ikke god nok og værd at elske.”

Der er identificeret visse genvarianter, der gør, at nogen af os er mere udsatte for, at den overfølsomme alarm ender med lige præcis anoreksi (i stedet for at ende som f.eks. angst eller temperament). Og har vi en anden i familien, der har eller har haft anoreksi, har vi tilsyneladende en ubevidst tendens til at kopiere deres strategi – den såkaldte copycat-effekt. Specielt hvis vi kan se, at  strategien gav familiemedlemmet (typisk mor eller søster) en gevinst i form af f.eks. øget omsorg og ansvarsfrihed.

Endnu en risikofaktor er det at være kvinde: 90% af alle anorektikere er piger eller kvinder.

 

FARLIG FASTE
Fanger vi anoreksien i starten, er den typisk ikke det store problem. Det afgørende er bare, at vi tager fat i årsagen under den, nemlig den overfølsomme stressmekanisme. For når vi får slukket for alarmen, vil sikkerhedsadfærden også lukke ned.

Får anoreksien lov at køre i længere tid, kommer der dog en række problemer oveni:

  1. Længere tids faste ombygger nemlig hjernen og får den til at skrumpe. Både hjernens grå masse (selve neuronerne) og hjernens hvide masse (neuronernes axoner, der gør, at neuronerne kan kommunikere med hinanden) bliver målbart mindre. Der dannes færre nye neuroner og op til halvdelen af hjernens afgørende hjælpeceller, astrocytterne, kan dø under en længere faste. Desuden producerer hjernen mindre af ”hjernegødningen”, BDNF, der både skal beskytte neuronerne og fremme dannelsen af nye neuroner.
  1. Samtidig sker der ved faste også et voldsomt skifte i bakteriesammensætningen i tarmen. Og det er rigtigt dårligt nyt, da det igen både påvirker selve hjernen og hormonproduktionen negativt.

I hjernen kan både bakterier og deres budbringerstoffer, cytokinerne, f.eks.  trænge gennem blod-hjerne-barrieren og skabe betændelsestilstande. Også niveauerne af insulin og leptin påvirkes. Leptin skaber ved meget lave niveauer både øget appetit og øget trang til bevægelse – ikke det smarteste, når man i forvejen har problemer med at indtage kalorier nok.

Tilsammen forringer ændringerne i hjernen og tarmen  hjernens evne til at tænke fleksibelt (den såkaldte neuroplasticitet). I stedet får vi det, vi selv kalder for ”fluehjerne”, dvs. vi får tvangspræget adfærd, hvor vi ikke lærer eller forsøger at lære. Ligesom fluen, der igen og igen banker hovedet ind i ruden, selvom strategien er åbenlyst håbløs.

I et berømt forsøg helt tilbage i 1944, viste det sig da også at kombinationen af faste og intensiv motion påvirkede de 35 sunde mænd i forsøget så voldsomt, at en del af dem endte med depression og tvangsadfærd.  Så anoreksi gør os rent fysisk dumme, og flytter os flere hundrede millioner år tilbage i mental udvikling.

 

  1. En forstærkende faktor er ofte– meget tragisk – familien, der i bedste mening kommer til at skubbe til læsset. Dels ved gennem deres bekymring at øge stressniveauet i hele familien og dermed bekræfte anorektikeren i, at verden er farlig. Dels ved at føje anorektikerens rutiner, så rutinerne når at blive til vaner. Og endelig ved at give anorektikerens negative adfærd en gevinst i form af omsorg og ansvarsfrihed, så motivationen til forandring går fløjten. 
  1. Og endelig et fjerde problem, hvis der sættes ind for sent: Kommer det til tvangsfodring, påføres anorektikeren (og resten af familien) ofte en række traumer, der gør alarmsystemet (hos hele familien) endnu mere følsomt. Og dermed får den negative spiral til at køre endnu hurtigere nedad.

 

HVAD GØR VI SÅ VED ANOREKSIEN

Nummer ét er at sætte ind så hurtigt som overhovedet muligt.

Nummer to er, at kalorieindtaget skal på plads, så der ikke sker yderligere skade på hjerne og tarm. Dette er normalt muligt med en fornuftig inddragelse af anorektikeren og familien. Men er det ikke muligt, er indlæggelse nødvendig. For ellers har hjernen ikke en kinamands chance for at komme sig fra ”fluestadiet”.

Samtidig går vi i gang med at afbryde fødekæden med stress, der holder hele sikkerhedsadfærden i gang hos anorektikeren. Vi identificerer de mønstre og traumer, der trigger den indre alarm og går systematisk i gang med at ”overskrive”  dem. Typisk aktiverer de fleste anorektikere f.eks. konstant deres stressmekanisme med en højst usund cocktail af dårligt selvværd, perfektionisme og selvpineri.

Og endelig – og det er næsten det vigtigste – uddanner vi familien. De fleste anorektikere, vi har hjulpet, har været hjemmeboende teenagere. Og her har vi i henholdsvis fælles familiesessioner og separate forældresessioner trænet forældrene i at

 

  • give barnet frihed under ansvar, så barnet lærer at regulere sine egne følelser.
  • holde sig ude følelsesmæssigt (evt. individuel terapi), da forældrenes bekymring spejles af barnet og holder den onde cirkel i gang
  • forkaste barnets fantasi, da forældrenes accept gør fantasien virkelig  for barnet
  • flytte gevinst fra negativ til positiv adfærd
  •  arbejde henimod en normalisering

Vores vinkel er konsistent med de metoder, der pt. ser ud til at have mest succes i henholdsvis Tyskland og England. Her forlader man mere og mere det snævre fokus på mad og indlæggelse til fordel for terapi og uddannelse af familien.

 

OGSÅ FORÆLDRENE KAN HAVE BRUG FOR HJÆLP
Hvis en eller begge forældre har svært ved at adskille deres egne følelser fra barnets følelser tilbyder vi mindre forløb.  Så forældrene igen kan være de rolige klipper, som børnene kan spejle sig i – og på den måde stoppe den negative spiral af stress og bekymringer.

Det samme gælder hvis en eller begge forældre har oplevet traumer i forbindelse med barnets anoreksi. En ”full blown” anoreksi kan nemlig i værste fald føre til scener, der er en gyserfilm værdig.

Traumer får os til at overreagere – lidt efter devisen: ”10% af den oprindelige situation fremkalder 90% af den oprindelige følelse”. Og da forældrenes ro jo er afgørende, for at barnet kan føle ro, er det derfor afgørende, at forældrene får ”overskrevet” de traumer, der måtte være lagret i hukommelsen.

 

ER DU VOKSEN, OG HAR DU HAFT ANOREXI I MANGE ÅR?
Har du haft anoreksi i mange år, kan spiseforstyrrelsen ligge som en dyb, indgroet vane, der skal aflæres. Men det tager vi stille og roligt, når vi sammen har fået slukket for din indre alarm, og det mentale er faldet på plads. Når vi har fået stoppet de sikkerhedsimpulser, der fodrer anoreksien, bliver det meget nemmere at ændre selve vanen.

 

HVAD ER MÅLET
Målet er gennem sund mad og en reduktion af stressniveauet at give hjernen lejlighed til at komme sig, så den igen kan fungere fleksibelt i stedet for at køre i den samme rille. At gå fra fluehjerne til menneskehjerne =)

Som en teenagepige fortalte os på en af sine sidste sessioner, hvor vi havde talt om, at hjernen på mange måder fungerer som en computer eller smartphone: ”Før følte jeg, at jeg havde en telefon, der hele tiden gik i hak – nu føler jeg, at jeg har fået min hightech-telefon tilbage”.

Vi har samtidig struktureret processen, så den bliver en livslang investering for både anorektikeren og familien. Alle lærer konkrete teknikker, som de også kan bruge i mange andre, sociale sammenhænge. Og vi sender referater og individuelle lydfiler ud til alle, så de kan træne og fastholde deres fremskridt.

For det er den måde hjernen fungerer på: Alt, hvad vi træner og gentager, bliver vi gode til – uanset om det er tvangstanker eller selvværd.

 

ET ABER DABEI
Hjernen er først færdigudviklet i 23-25-års-alderen. Og det, der udvikles sidst, er hjernens såkaldte ”eksekutivfunktioner”, dvs. evnen til at tænke logisk og fleksibelt og afbryde dårlige strategier.

Da de fleste af de mennesker vi har hjulpet med anoreksi, har været teenagepiger i 12-18-års-alderen, har det naturligvis givet en ekstra udfordring.  Enkelte gange har børnene endda været så langt uden for pædagogisk rækkevidde, at de ikke selv har kunnet se noget problem og derfor slet ikke ønskede at snakke med en behandler.

Her er vi dog heldigvis alene med uddannelse af forældrene kommet rigtigt langt. Læs HER, hvorfor forældre selv i de situationer kan udgøre 50% af løsningen.

 

KILDER

  • Herpertz-Dahlmann, B. et al.: »Therapists in action« – home treatment in adolescent anorexia nervosa: A stepped care approach to shorten inpatient treatment. European Eating Disorders Review: The Journal of the Eating Disorders Association 10.1002/erv.2755, 2020
  • Daniel Legrange: The Maudsley family-based treatment for adolescent anorexia nervosa, World Psychiatry. 2005 Oct; 4(3): 142–146.
  • Neuron 10.1016/j.neuron.2019.05.035, 2019
  • Gehirn & Geist 02/2021

 

 

Sofies udviklingshistorie

”FRIHEDEN OG GLÆDEN ER LIGE HER”

Sofie (navnet er ændret) ville gerne have hjælp i forhold til sit selvbillede og eftervirkningerne efter sin anoreksi.

Sofie flyttede sig på 4 sessioner (+ en forsession), fra 30% til 100% af sit mål om at føle sig god nok uanset hvad. Allerede på 1. session løftede hun sig fra 30% til 60%.

Forløbet tog 13,25 timer inkl. 1 års opfølgning

Hun flyttede sig i processen fra 36 til 76 på den internationale trivselsskala WHO5, der går fra 0-100, og hvor depressionsgrænsen ligger på 35 og det danske gennemsnit er på 68.

Du kan læse mere om WHO 5-skalaen her:

Vi har fået lov at dele Sofies feedback. Den illustrerer nemlig meget tydeligt, hvordan anoreksi bare er et symptom, når vi kommer til at skubbe vores stressmekanisme ud af balance. Og hvor vigtigt det er at sætte ind ved roden: Nemlig hvordan vi kommer til at stresse os selv.

 

JEG VAR OPMÆRKSOM PÅ ALLE ANDRE END MIG SELV
Min barndom har på mange måder været harmonisk, og det er muligvis også derfor jeg har formået at gå under radaren. Jeg skabte ubevidst min egen virkelighed, hvor følelser som vrede eller sårbarhed var forkert. Jeg ville helst fylde så lidt som muligt, og ikke være nogens byrde.

Når jeg kigger på mit yngre jeg, ser jeg en pige, der har været opmærksom på alle andre end sig selv. En storesøster, der ubevidst har løftet ansvar, der ikke var hendes. En pleaser, der har gjort alt for at redde den gode stemning, og løse andres problemer. Konfliktsky, bange for at skuffe andre, og svært ved at sætte grænser.

En pige i overdreven kontrol – Altid positiv udadtil, men bange indeni for at være sårbar og vise ”den rigtige Sofie”. Hvis nogen prøvede at komme tæt på, var det nemmere at skrue smilet på, og på den måde holde andre på afstand.

Jeg har gjort meget for at gøre andre glade, men glemt mig selv i farten. Alt sammen med dét ene formål: At føle mig god nok.

 

JEG SAMMENLIGNEDE MIG MED ANDRE
Da jeg kom i gymnasiet, begyndte jeg at sammenligne mig mere og mere med andre, og udviklede i den sammenhæng et overdrevet fokus på kost og træning. Kontrollen over min vægt kom til at styre mit liv, og jeg udviklede en svær spiseforstyrrelse. Anoreksien blev min bedste ven, fordi den gav mig kontrol og følelsen af at være god nok, men samtidig også min værste fjende fordi den fastholdt mig i en selvdestruerende spiral, der til sidst blev et ensomt fængsel – både fysisk og mentalt.

 

VOLDSOM ERKENDELSE
Det var en voldsom erkendelse for mig at indse, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg havde jo netop lært mig selv at gemme ubehagelige følelser langt væk, og i stedet opretholdt den positive facade. Forskellen nu var bare, at vægten talte sit tydelige sprog, og mit udsultede ydre indhentede mig. Min sårbarhed, som jeg ellers havde været så dygtig til at undertrykke, var ikke længere til at skjule.

Jeg kom i behandling hos Center For Spiseforstyrrelser, hvor jeg havde enormt svært ved at tage imod den hjælp jeg fik. Det blev på mange måder en svær kamp. Det helt svære balancepunkt i min behandling var relationen mellem mine forældre og mig. Som en 18-årig pige var jeg et sted i livet, hvor det er naturligt, at forældrene giver mere og mere slip. Men i dette behandlingsforløb, blev mine forældre bedt om at være mine behandlere derhjemme og styre alt omkring mad.

 

DRÆNEDE HELE FAMILIEN
Det var en voldsom rutsjebanetur, der drænede hele familien for energi og overskud. Mine forældre var naturligvis bange for, at deres datter skulle tabe sig mere, og frygten gjorde dem ængstelige. Når de tvang mig til at spise, følte de, at de gjorde overgreb på mig. Jeg følte mig samtidig klemt og ydmyget, og brugte al min energi på at kæmpe imod, fremfor at fokusere på at få det bedre.

Jeg higede desperat efter at få større selvansvar i behandlingen, og fik helt exceptionelt tilbudt enesamtaler med en psykolog i den ellers kun familiebaserede behandling. Med samtalerne fulgte en lang række personlige erkendelser og indsigter som jeg er sikker på, har været afgørende den dag i dag. For mig har psykologsamtalerne lært mig at være sårbar og slippe min kontrollerede facade – og jeg ville derfor ikke have været dem foruden…

 

JEG MANGLEDE STADIG REDSKABERNE
Men selvom jeg kom til at spise normalt igen, var problemet, at jeg stadig stod tilbage med uhensigtsmæssige mønstre og svære følelser, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle placere eller gøre ved. Et år efter behandlingen blev afsluttet, trådte jeg vande og havde svært ved at mærke mig selv. Jeg manglede redskaberne til at finde den der helt ægte glæde og frihed i mig selv.

Jeg overvejede at kontakte en psykolog igen, men opdagede ved et tilfælde Neurocoaching i en gruppe for spiseforstyrrede på Facebook. Jeg læste en anden piges historie på deres hjemmeside, og fik et indtryk af, at hér var der mulighed for at tage sagen i egen hånd og arbejde konkret med mine udfordringer. Jeg havde ikke brug for at dvæle mere ved svære følelser, men derimod gøre fremskridt.

 

REDSKABERNE OG DAGBØGERNE HAR GJORT EN STOR FORSKEL
Redskaberne og dagbøgerne, har gjort en stor forskel inde i mig. Først og fremmest har bevidstheden om forskellen på selvtillid og selvværd været en vigtig indsigt, der har vist mig, hvor vigtigt det er at nære begge dele i mit liv. Selvtillid kan bære én langt, men selvværdet er mindst lige så vigtigt. Da jeg startede hos Pia, havde jeg selvtillid, men meget lavt selvværd – jeg var god til at tage mig sammen, men jeg vidste ikke, hvad det vil sige at tage sig af mig selv.

Forløbet hos Pia har lært mig, hvor vigtigt det er at nære mit selvværd, og opbygge en indre robusthed. Jeg har lært, at mine uhensigtsmæssige mønstre og udfordringer ikke er noget jeg er født med, men derimod noget jeg ubevidst har skabt i de første år af mit liv.

Med helt konkrete redskaber, kan jeg nu vende negative overbevisninger til positiv energi. Jeg er selv herre over at mærke friheden og glæden i mig selv. Og det bedste er, at ressourcerne allerede var inde i mig. Tanker er kun tanker, og det kræver blot de rigtige redskaber at ændre på dem. Frihed

Fra anoreksi til selvværd:

 

NU VÆLGER JEG AT FYLDE – OG JEG HAR FORTJENT DET!

Mai-Britt kontaktede os pga. sin OCD og anoreksi. På 5 sessioner (19 timer) løftede hun sig fra 0% til 100% af sit mål om at tro og stole på sig selv uanset hvad. Og på den internationale WHO5-trivselsskala, der går fra 0-100 og hvor depressionsgrænsen ligger på 35 og det danske gennemsnit på 68, flyttede Mai-Britt sig også voldsomt – fra 20 til 92!

Mai-Britts historie giver et godt billede af, hvad anoreksi er mentalt. Og den er også et godt billede på, hvor hurtigt man rent faktisk kan få bugt med anoreksi ved at tage fat i årsagerne under anoreksien i stedet for kun at behandle symptomerne.

 

Siden har hun valgt at gå på en høj-kaloriekur på op til 3500 kalorier pr. dag. Det har gjort, at hun i løbet af ca 4 måneder har taget 4 kilo på.

 

Her er Mai-Britts egen beretning, ca 2 uger efter sidste session:

 

OCD OG ANOREKSI
Jeg er født og opvokset i en kernefamilie med masser af kærlighed omkring mig. Som 15 årig blev det hele meget svært. Jeg havde altid været en stille pige, med stort behov for at præstere og gøre alle omkring mig glade og tilfredse, men “glemte” nok mig selv i det hele. Da det hele blev for svært, forsøgte jeg at finde roen inde i mig selv ved at kontrollere min hverdag og min mad meget stramt. 

 Jeg udviklede anoreksi og OCD, og de følgende 25 år tog det styringen over min hverdag og min glæde. Jeg følte mig forkert i min krop og mine tanker. Og jeg følte ikke, jeg havde fortjent livet og følte ikke, at jeg var god nok. Jeg mærkede konstant tankemylder og bekymringer og kunne ikke tage styringen over min tanker.

 

OCD’EN FYLDTE MERE OG MERE I MIN HVERDAG
Hver dag var der ting jeg skulle gøre, for at føle mig god nok. F.eks at gøre bestemte ting, bestemte antal gange. Eller at udføre de samme opgaver og ritualer hver dag på samme måde. Eller at nå alle de ting, der var på min dagsliste, uanset hvor udmattet og træt jeg måtte være.

Jeg skulle altid nå mere end alle andre for at føle mig god nok. Ritualerne og de gentagne, bestemte handlinger blev en stor del af min dag, for ellers opstod grimme tvangstanker om alt det forfærdelige, der ville ske min familie eller mig fordi jeg ikke var god nok.

 Når jeg gav efter for en tvangshandling opstod der bare en ny og en ny og en ny. OCD’en fyldte mere og mere i min hverdag og “stjal”al energi og overskud til, at være en del af virkeligheden. Konstante dialoger i mit hoved mellem det negative og den del af mig, der bare ønskede at tro på mig selv fyldte mig med ubehagelige følelser og dårlig samvittighed.

 

 

ANOREKSIEN GAV MIG RO
Når jeg styrede maden og vægten flyttede jeg fokus fra tankerne om, ikke at være god nok – og målte mit værd på kroppen istedetfor. Og her oplevede jeg netop den kontrol, jeg ikke kunne få over mine tanker. Anoreksien blev min måde at opnå balance mellem krop og sind – det var nemmere at håndtere kroppens sult end at håndtere de svære og ubehagelige tanker i mit hoved. Når jeg var sulten, tænkte hjernen ikke på andet end det, og jeg oplevede ro indeni.

 

 TANKERNE OM AT FORBLIVE LILLE FYLDTE ALT
Jeg målte også mit værd i det, jeg kunne præstere, det jeg kunne give til andre. Jeg følte, at jeg skulle gøre mig fortjent til at tage imod. Gøre mig fortjent og berettiget til overhovedet at eksistere. En følelse af, at “fylde for meget” i universet, at fylde for meget i andre menneskers nærvær.

Disse følelser gjorde, at det var nemmest og rarest for mig at fylde så lidt, fysisk, som muligt. Når jeg ikke fyldte meget, så opnåede jeg en følelse af at være ok, og at andre kunne acceptere mig. Ved at være “skrællet” helt i bund kunne jeg mærke mig selv – eller måske netop IKKE mærke mig selv?

Tankerne om, at forblive lille, fyldte alt indeni, og det var en konstant kamp at blive indenfor den vægtramme, jeg selv anså som acceptabel. Det fjernede fokus fra livet omkring mig – og årene gik, hvor jeg ikke tog al den glæde ind, som lå lige foran mig. Jeg begrænsede mig og “gemte” mig, fordi jeg ikke havde en følelse af at have fortjent det. Jeg husker, at jeg altid har følt mig lykkelig, men kun i det omfang, jeg selv tillod mig at tage det ind. Der lå en masse lige rundt omkring mig, som jeg valgte fra pga. angst og bekymring.

FORGÆVES BEHANDLING I 25 ÅR
Jeg har været tilknyttet psykologer, psykiater, psykiatrien, læger og forskellige alternative forløb i et forsøg på at finde “nøglen” til friheden inde i mig selv. Gennem 25 år følte jeg, at alle “brikkerne”, som samlet gør mig til den jeg er, var inde i mig, men at jeg manglede redskaberne til at få “puslespillet” lagt, så jeg kunne blive og være i mig selv.

EN NY STYRKE INDENI
Da jeg ved et tilfælde læste om Neurocoaching på nettet, følte jeg med det samme, at her var min nøgle til, at få samlet “puslespillet”. Og til endelig, at finde roen og styrken inde i mig selv.

Allerede efter min første samtale mærkede jeg en forandring og en ny styrke indeni. Jeg startede et forløb hos Pia og fik alle de redskaber, jeg havde søgt hele mit liv. Redskaber, som jeg selv kunne gå hjem og bruge, direkte i forhold til at tage styring og handle på de udfordringer, der havde styret migi 25 år. 

Jeg oplevede indsigt og forståelse af mig selv. Jeg oplevede, at jeg nu forstod mit handle- og reaktionsmønster – og bedst af alt, så oplevede jeg, at jeg nu havde redskaber til, at skabe den forandring, jeg ønskede i mit liv. At se mig selv som direktør i mit eget liv og at mærke, at det var mig selv, der kunne skabe handling – det gav mig tillid og tro på mig selv, som god nok. Det gav mig en følelse af, endelig at have fortjent – og endelig at have mulighed for, at gøre det, der var godt for mig. 

REDSKABERNE OG DAGBØGERNE GJORDE FORSKELLEN
Det har helt klart været redskaberne og dagbøgerne, der har gjort den store forskel. At arbejde med de følelser, der opstår og vende dem til positiv energi, frem for negativ, har hjulpet mig med at “rydde op” i det tankemylder, der havde boet i min hjerne og krop i mere end 25 år. Alt det jeg havde samlet op og båret på for andre*, kunne jeg nu slippe. Og dermed bruge mere tid og energi på, at gøre noget godt for mig selv og min familie.

For mig har det været en enormt spændende rejse at arbejde på Tidslinien** hvor jeg oplevede indsigt og forståelse for mine udfordringer langt tilbage i min barndom. Ved Pias, og Neurocoaching-redskabernes hjælp har jeg kunnet bevæge mig frem og tilbage på Tidslinien og har kunnet arbejde med alt det, der fyldte i min rygsæk. 

Det har været bevægende, spændende, hårdt og ikke mindst vigtigt, i forhold til, at vende tilbage til at være mig selv igen. 

JEG ER NU MIG SELV IGEN
Jeg er nu kommet 100% i mål, med at få samlet mit “puslespil” og med endelig, at finde en vej, der er god for mig. Jeg bruger mine redskaber hver dag og glæder mig over, at de følger mig resten af mit liv.

Jeg ved, at livet altid vil have “ups and downs” men nu finder jeg roen og tilliden i, at jeg kan være mig selv. Og i troen på, at uanset hvad så er det mig, der er direktøren i min hjerne. Og at uanset hvad, så er det mig, der tager styringen i mit liv. 

Det har både været det hårdeste og bedste, jeg har gjort for mig selv i hele mit liv. Det har ført mig tilbage, til at være mig selv igen!

Mine omgivelser fortæller mig, at det er blevet nemmere og mere afslappende at være sammen med mig, fordi jeg nu hviler meget mere i mig selv, og fordi jeg har meget mere ro over mig. Jeg deltager nu i flere sociale begivenheder, fordi min hjerne ikke er nær så meget på “overarbejde”, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg tror nu på, at jeg er god nok som den, jeg er, og at andre kan lide mig. Jeg stiller færre krav til mig selv i forhold til at gøre andre tilfredse og kan nu bedre holde fokus på mine egne behov! Jeg er bedre til at vælge fra og til i i forhold til det, som jeg mærker er godt for mig. For jeg føler nu, at jeg er noget værd – at jeg har fortjent.

 

OCD’EN
OCD’en er blevet betydelig mindre i min hverdag og jeg har sluppet tvangstankerne og tvangshandlingerne. Sniger de sig ubevidst ind i mit hoved, bruger jeg et af mine redskaber med det samme og “arbejder” dem væk – de får ikke lov at fylde længere! Det har gjort, at der er langt færre bekymringer og “dialoger” i mit hoved og derfor plads til at være i nuet. Mit forhold til mad, krop og vægt bevæger sig i den rigtige vej, og jeg har meget mere “plads” inde i mig. Min krop føles ikke længere som det fængsel,som  jeg har været gidsel i næsten hele mit liv.

 

NU VÆLGER JEG AT FYLDE
I dag kan jeg med stolthed sige, at jeg vælger at fylde! Jeg vil have det hele og ikke begrænse mig, fordi jeg ikke føler, jeg har fortjent. Jeg vil fylde i andres bevidsthed og vise dem, hvem jeg også er.

 Nu kan jeg adskille krop og følelser. Hvis jeg i dag mærker en følelse, ser jeg ikke længere mig selv som tyk. I stedet kan jeg handle på selve følelsen. Anoreksien er afløst af en slags ligegyldighed med kroppen – jeg har ikke længere behov for konstant at vurdere den.

Jeg har fundet tilbage til min kerne, som har været gemt væk i mange år. Nu tillader jeg den, at blive en del af mig igen – og tillader, at den gerne må fylde. Det er skønt at føle, at den plads her i livet er min, og at jeg må fylde den ud med alt det, jeg vil, fordi jeg har fortjent det!

 Jeg føler nu, at jeg er mig selv, og at jeg nu kan indtage den plads, der er bestemt til mig – på alle planer!

 *  De fleste af vores mønstre har vi enten kopieret fra andre eller er blevet påført af andre gennem deres handlinger.

** Tidslinien er hjernens organisering af tid og hukommelse

 

FEEDBACK FRA FORÆLDRENE TIL EN 12-ÅRIG PIGE MED ANOREKSI

Dansk Center for Neurocoaching behandling af vores datters spiseforstyrrelse viste sig hurtigt at være det rigtige valg. Allerede efter første session var der meget tydelig ændring både i hendes person og hendes spisevaner. Hun vækkede os næste morgen og sagde, at hun var sulten. Det var ikke en sætning, vi havde hørt meget længe! Derefter gik det stødt og roligt fremad via deres samtaler over Skype og det udleverede hjemmearbejde. Hun fik mere og mere selvtillid og kom tilbage til normale spisevaner. I dag er hun tilbage i sit optimistiske og glade jeg og tackler problemer meget bedre end før. Helt sikkert er de redskaber, hun har fået gennem forløbet, noget hun får gavn af hele livet.
Vi kan kun på det varmeste anbefale Michael og Birgitte. De er seriøse, empatiske og særdeles veluddannede.

Anorexi

FRA ANOREKSI TIL GLAD OG SUND

Sandra (navnet er ændret) på 15 ville gerne have hjælp til sin anoreksi og bulimi.

Sandra flyttede sig på 3 sessioner (+ en forsession) fra 10% til 99% af sit mål om at elske sig selv. Allerede på 1. session løftede hun sig fra 10% til 64%.

Forløbet indebar både et individuelt forløb til Sandra og hjælp til familien. I alt 18,25 timer

Hun flyttede sig i processen fra 32 til 76 på den internationale trivselsskala WHO5, der går fra 0-100, og hvor depressionsgrænsen ligger på 35 og det danske gennemsnit er på 68.

Du kan læse mere om WHO 5-skalaen her:

 

HER ER SANDRAS EGEN FEEDBACK:
”Min mor og jeg kontaktede Neurocoaching efter egentlig at skulle have været startet i behandling hos et andet center for spiseforstyrrelser. Men det valgte vi fra, da vi kun havde hørt dårligt om denne behandlingsform.

Valget blev derfor Neurocoaching, da vi egentligt kun havde hørt og læst godt om jeres resultater.

I dag er jeg kommet stærkere ud på den anden side, har fået mere selvværd og troen på mig selv igen. Og jeg spiser igen normalt

Det har givet mig viljestyrke – og jeg lærte, at man kan, hvad man sætter sig for, ved at gå i actionrollen fremfor at dyrke offerrollen.

Det stærkeste værktøj jeg fik med fra Neurocoaching og Pia var nok mentaliseringsøvelserne, hvor jeg skulle bruge min forestillingsevne (på den måde kan vi snyde hjernens angstcenter).

Mine venner og familie siger at jeg er blevet et mere glad menneske at være sammen med, og jeg ser nu også fysisk mere sund ud.

Hvis jeg skulle give et godt råd til andre med en spiseforstyrrelse, så tro mere på dig selv. Og giv både dig selv og Neurocoaching en chance – også selvom det bliver svært og ikke altid giver logisk mening.”

 


 

OG HER EN FEEDBACK FRA SANDRAS MOR:

“Jeg læste om Dansk Center For Neurocoaching på nettet. Faktisk ville jeg have valgt dem fra starten. Faldt for det med det samme og havde en god fornemmelse. Men pga. ventetid, så valgte jeg en psykolog, som jeg også fandt på nettet. Kom der 6 gange. Hun havde speciale indenfor spiseforstyrrelser. Hun var sød og venlig, og det gav måske lidt, men min datter havde fortsat meget svært ved at spise. Og havde det rigtig dårligt og svært, og forstod ikke hvorfor.

Vi havde også kontakt med lægen, hvor vi havde nogle samtaler. Hun var flink, men havde ingen kendskab til spiseforstyrrelser. Det var der ingen af de 5-7 læger, der havde i lægehuset. Jeg spurgte ellers til det. Vi fik efter lang tid også en tid på psykiatrisk afdeling for spiseforstyrrelser. Vi var til 2 møder, men de fokuserede kun på vægt og mad. Alt virkede koldt, upersonligt og tvangspræget fra deres side. Min datter var meget modvillig i forhold til deres måde at gøre tingene på. Og jeg havde en dårlig fornemmelse pga. den smule jeg vidste i forvejen, og en masse jeg havde undersøgt. Vi valgte at sige fra til deres behandling. Det var et stort sats, men vi er meget glade for det i dag.

Min datter vejede 41 kg på et tidspunkt og gik og besvimede og havde ingen kræfter. Hun ville ikke spise, kunne ikke gå i skole og mødtes ikke med nogen. Hun stoppede arbejde, var ked af det hele tiden og vidste ikke hvorfor m.m. Jeg kunne stort set ikke tale fornuftigt med hende i den periode – der var ingen kræfter til det.  Jeg begyndte at tvinge hende til at spise 5 gange om dagen i nogle måneder. Det var forfærdeligt for os begge. Så hun kunne leve og kunne få kræfter til at tænke igen, hvilket ville være nødvendigt for at arbejde med sig selv. Det var den mulighed – eller opgive og sende hende på sygehuset, når hun vejede så lidt, at de ville tage hende.

Hun kom op i vægt, og ville gerne selv have det godt nu. Jeg hjalp hende i gang med skole igen, vi var helt åbne og ærlige overfor skole og venner. Hun kom også i gang med arbejde igen – med støtte fra en god veninde.”

Vi måtte også have noget god professionel hjælp for at komme i mål. Min datter og jeg kontaktede sammen Dansk Center For Neurocoaching igen. Der var knap så lang ventetid denne gang. Så gik det stærkt fremad med hende, allerede fra første samtale. Jeg fik som mor også et par samtaler med DCFN, og det hjalp mig til at hjælpe hende bedre. I dag ca. 3-4 måneder efter hendes sidste session, har hun stadig en perfekt vægt på ca. 55-57 kg. Hun spiser, er glad, er sammen med sine venner osv. Hun er ikke tilbage til sit gamle jeg. Hun er meget mere glad og selvstændig nu, tør at sige fra bl.a. overfor venner og forældre. Hun spiser alt igen. Hun er en fantastisk teenager med alt, hvad det indebærer. Hver dag vokser hun og udvikler sig.

Jeg anbefaler DCFN til alle, børn, unge og voksne, der har noget, de skal have hjælp til at komme igennem. Små og store ting. DCFN er professionelle og samtidig menneskelige. Det er et forholdsvis kort forløb, men meget intenst. De er meget nemme at komme i kontakt med i forløbet, hvilket er et stort plus. Man er som forældre igennem et vågent mareridt i den svære periode, hvor ens barn lider, Og man prøver alt og vil gøre alt for sit barn. Men nogle gange famler man i blinde, fordi der mangler god og brugbar behandling gennem det etablerede system.  Her ved DCFN fik vi støtte, hjælp, og ikke mindst redskaber (som kan bruges hele livet). Det krævede bare, at vi selv tog ansvar og var indstillede på at arbejde for det. Kort sagt, ud af trekants-dramaet og ind i coachrollen som mor. Og min datter i actionrollen for sit eget liv.”

VIL DU VÆRE KLOGERE?

Så få gratis inspiration til, hvordan du kan bruge din hjerne bedre.

 

 

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev!