FORSKNING OG TRÆNING i ANVENDT NEUROPSYKOLOGI

70276100

FRA SPISEFORSTYRRELSE TIL ÅRETS SPILLER

FRA SPISEFORSTYRRELSE TIL ÅRETS SPILLER

Maja (navnet er ændret) og hendes forældre henvendte sig til os, da de oplevede, at det traditionelle behandlingssystem kun fokuserede på symptomerne.

Selve processen varede 2-3 måneder, hvorefter vi fulgte op sammen med familien i yderligere 4 måneder.

1 år og 5 måneder efter første session blev Maja kontrolvejet for sidste gang i sundhedssystemet. Hun havde da taget 24 kilo på, og hendes diagnose blev slettet.

Casen er et godt eksempel på, hvad man kan opnå, hvis man som familie går ind og kigger på de neurologiske årsager bag spiseforstyrrelsen – nemlig de ubevidste mønstre og traumer, der gør stressmekanismen overfølsom.

Spiseforstyrrelse er på linje med de fleste andre psykiske lidelser nemlig kun et såkaldet ”actionprogram”, som er den gamle del af hjernens forslag til os, hvad vi skal gøre, når vores indre alarm går i gang. Den mekanisme kan du læse mere om her.

 

Din stresssmekanisme fungerer som en husalarm

MODERENS FEEDBACK KNAP 6 MÅNEDER EFTER FORLØBET
I jan 2021 blev vi bekendt med at Maja havde tabt sig, det var ikke mange kilo. Men anderledes at se og mærke, at det her var ikke en almindelig kur. Maja var tynd og udmagret, tydeligvis dehydreret.
I en uges tid forsøgte vi at snakke med Maja om, hvad der gjorde, at hun synes, at hun skulle tabe sig. Maja var dog tillukket og ville ikke snakke med os.

Jeg kontaktede derfor egen læge med håb om, at hun kunne hjælpe os. Lægen mente, at Maja var ked af det, fordi hun var bange for at min mand og jeg skulle skilles. Dette fordi vi havde haft et skænderi nogle uger i forvejen, hvor bølgerne gik lidt højt. Det er sjældent at vi skændes herhjemme, og vi tænkte, at det måske var derfor, at Maja reagerede, som hun gjorde.

Efter 2 uger blev Maja visiteret til børnepsykiatrisk afdeling, da hun fortsat havde vægttab.
Vi fik hurtigt en tid. I den børnepsykiatriske afdeling var der dog kun fokus på maden, og at Maja skulle tage på.

Det ene møde tog det andet Og den ene skideballe fulgte efter den anden: Havde Maja taget en smule på, var det for lidt og dermed skældud fra sygeplejersken. Og havde hun tabt sig….. samme skideballe. Vi følte ikke at vi kom nogen vegne.

Vi havde troet og håbet, at der ville være hjælp at hente….Men der blev på ingen måde talt med Maja om, hvordan hun havde det. Og hvorfor det var endt så galt – så vægttabet fortsatte.

Den børnepsykiatriske afdeling mente ikke, at Maja var samarbejdsvillig og henviste hende derfor videre til en anden børnepsykiatrisk afdeling.

Efter en måneds tid startede vi så i den nye afdeling. Første gang Maja var der, blev hun bedt om at smide alt tøjet foran både en sygeplejerske, en psykolog og os forældre. Vi var selvfølgelig rystede over, hvor tynd hun var blevet. Men Maja græd og følte sig udstillet, ydmyget og lukkede helt ned.
Personalet svarede, at det tit var nok, at hun blev gjort bekendt med, hvordan hun så ud. Vi var som forældre dog rystede over deres behandling.

Den ene fredag tog den anden. Maja sprang lidt frem og tilbage på vægten – endte på 37 kg.

På intet tidspunkt var der en læge inde over. Og til trods for det, ville de gerne udrede Maja!!!
Efter deres udsagn havde hun en autisme!
Jeg må sige, at det var der, filmen knækkede helt for mig – på intet tidspunkt var der blevet spurgt ind til hvordan Maja havde det. Al fokus var rettet mod maden.

18 samtaler blev det til i den nye afdeling. Der var på intet tidspunkt nogen lægesamtale – og der blev ikke lavet nogen behandlingsplan.

Jeg stillede mig undrende overfor det – og det er bl.a. noteret på Majas sundhedsplatform, at jeg som mor stillede for mange spørgsmål!

Mens vi var på ferie, kom der en mail fra den nye børnepsykiatriske afdeling. Det var besluttet, at Maja skulle indlægges.

Vi strittede imod. Vi var ikke interesserede i indlæggelse. Især ikke indlæggelse sammen med børn med andre symptomer som bl.a. selvskade, som vi var nervøse for, at Maja ville kopiere i den tilstand, hun var ved at være i. Vi valgte derfor at tage Maja ud af systemet og gå egne veje. Dette førte til en underretning til vores kommune.

Inderst inde vidste vi, at det offentlige ikke kunne hjælpe, og at vi selv måtte op med pengene og sørge for behandling. Efter lidt søgen på nettet, tog jeg kontakt til neurocoaching.dk og Michael var hurtig til at svare.

Efter samtale med Maja, gik vi i gang. Og som familie valgte vi hele pakken. Dette for at bryde eventuelle gamle, dårlige mønstre i vores familiehistorie (red: De underliggende, ubevidste mønstre er typisk mindst 4-5 generationer gamle).

Maja blev tilknyttet Birgitte. Maja var i offerrollen og til tider temmelig krænkende.
Krænkende fordi det blev et symptom på hendes spiseforstyrrelse for at “overleve”. Birgitte var dog god til at skabe en hurtig og god relation til Maja, hvor hun følte sig tryg

Birgitte arbejdede intenst med Majas selvværd. Og lige så stille begyndte det at vende.
Maja blev mere glad og begyndte at spise igen.

Maja er en håndboldpige, og Birgitte hjalp Maja med at motivere sig selv ved at sætte som mål, at Majas skulle tilbage på banen og tilbage til sit hold.

Vi havde familiesamtaler med Michael, som arbejdede med vores ubevidste roller i familien. Formålet var, at vi ikke faldt i de roller, som Maja forsøgte at sætte os i. Så jeg f.eks. ikke blev redderen, der skulle please og nurse Maja (red: Der er typisk modstand hos unge mod at slippe offerrollen, da den ofte giver både omsorg, ansvarsfrihed og kontrol med forældrene). Vi arbejdede i stedet hen imod, at Maja skulle lære selv at tage ansvar.

Jeg havde også mit eget, individuelle forløb. Her blev jeg kørt igennem det meste af mit liv… PYH:-)
Det har været det bedste, jeg har gjort for mig selv nogensinde.

Neurocoachen havde en ro og en forståelse for mig, var lyttende og megagod til at guide mig videre, især når vi var inde på svære ting i mit liv.

Jeg lærte at tage action i mit eget liv og lærte at være en god direktør for mine mange indre medarbejdere (red: en Neurocoaching-metafor for de forskellige dele af hjernen) , som egentlig bare vil mig det bedste.

Efter vores forløb i Neurocoaching er der stille og rolig kommet ro på igen. Vi har ikke haft den store fokus på spiseforstyrrelse – og ved at flytte fokus er det stille og roligt gået den rigtige vej.

Vi har brugt vores Neurocoaching-redskaber, når Maja har haft sine små nedsmeltninger – og vi har givet hende den tid, det skulle tage. I starten kunne en nedsmeltning tage flere timer hver dag. Det var som at være vågen i sit eget mareridt. Nu er der kun tale om småting, som tager 10 min. Hun bliver – uden at hun selv lægger mærke til det – guidet udenom af os. Og undgår dermed at falde i offerrollen.

Da vii startede med Neurocoaching, blev vi enige om at vi skulle arbejde henimod. at Maja kom tilbage til håndbold. Hun startede langsomt op – med os i hallen. Og efter 3 måneder var Maja tilbage på 1. holdet. Hun kæmpede hver dag. Og spiste uden problemer.

Nu er der gået 1,5 år siden vi opdagede, at Maja tabte sig. Hun er normalvægtig og tilbage på holdet.

Maja er fornylig blevet valgt som årets spiller i klubben., og hun fik disse ord med på vejen:

 

”Der er en spiller, der har meldt sig helt særligt ud.
En spiller der siden sidste år, har kæmpet sig tilbage til sit gamle jeg.
Sin gamle måde at spille på.
HVOR DER ER VILJE, ER DER VEJ

Hun er en pige
som har løftet sin personlighed til helt nye højder
Som også er blevet dygtigere til sit håndboldspil
og med hjælp til godt samarbejde mellem forældre og spiller
må man sige at håndbold kan mere end håndbold.

Årets spiller
Maja”

 

Du kan læse mere om biologien bag anoreksi her:

Og du kan HER mere generelt læse mere om, hvorfor det ved børn med psykiske lidelser er helt afgørende, at I som forældre er en del af processen ( indsæt link)

Forældre til børn med angst

VIL DU VÆRE KLOGERE?

Så få gratis inspiration til, hvordan du kan bruge din hjerne bedre.

 

 

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev!