BEHANDLING AF STRESS OG ANGST HASTER
Ny forskning
Ny, amerikansk forskning tyder på, at den celledød, der finder sted ved kronisk stress og depression, måske alligevel ikke genopbygges ved hverken unge eller voksne. Det har ellers længe været antagelsen. Det betyder, at jo længere, du venter med at få gjort noget ved din angst, sorg, stress eller depression, jo flere celler ser du ud til varigt at miste.
STRESS-SKADER I HJERNEN
Stressforskerne, professor Bruce Mcewen, Rockefeller Institute, og Robert Sapolsky, der i dag er professor i neurovidenskab ved Stanford University, fandt i slutningen af sidste århundrede ud af, at kronisk stress (ellere rettere stresshormonet kortisol) forgifter og ødelægger hjerneceller i hjernecentret hippocampus. Celledød kaldes i fagsproget for atrofi.
Hippocampus findes både i venstre og højre hjernehalvdel og er en del af det limbiske system / pattedyrshjernen.
Hippocampus er den latinske betegnelse for “søhest”, da de tidlige hjerneforskere (som åbenbart havde en ret god fantasi) syntes, at hjernecentret havde en lighed med havdyret. Hippocampus har 3 vigtige funktioner: Indlæring, hukommelse og som en bremse på stress.
Opdagelsen af, at stress ødelægger celler i dette afgørende hjernecenter, fik Bruce Mcewen til at sige de berømte ord: “Stress makes you stupid”.
HVAD ER STRESS
Stress er iflg. professor Robert Sapolsky den funktion, der forbinder psyken med kroppen. Dvs. tænker vi negativt, er hårde ved os selv osv. kommer vi til at tænde stressreaktionen, der så sætter hele kroppen i alarmberedskab.
Negative følelser som angst, sorg, vrede og ulykkelig kærlighed giver også stress . Og langvarig stress giver depression, når skaderne på bl.a. hippocampus er store nok.
Stressens evolutionære formål er at sætte kroppen i alarmberedskab til flugt eller kamp, hvis vi enten vil spise nogen, eller nogen vil spise os. Pga. en slags evolutionær “fejl”, kan vi mennesker med vores tænkende hjerne dog også tænde stressmekanismen med uhensigtsmæssige tanker. Og ikke bare den halve time, som stressmekanismen er “bygget til”, når vi skal undslippe en sulten løve – men 24/7.
Og lige så vigtig stresshormonet kortisol er for restitutionen efter kamp med eller flugt fra en løve, lige så farlig er kortisol for både immunforsvaret, hjertekarsystemet, kroppens aldring og altså cellerne i hippocampus, hvis den får lov til at husere i længere tid.
MATERIALE FRA MCEWENS OG SAPOLSKYS PROJEKT
Til venstre et billede af en hippocampus-neuron i en normal rotte fra kontrolgruppen. Til højre en tilsvarende neuron i en stresset rotte. Som det tydeligt fremgår, er neuronen i den stressede rotte tydeligt mindre forgrenet. Og det viser sig som en formindsket evne til at lære, huske og bremse stress.
ALLE TROEDE, AT DER KOM NYE HJERNECELLER
Det har i årtier været teorien, at når stressen var ovre, ville en kombination af stamceller og et vækststof, kaldet BDNF skabe nye hjerneceller, så skaden kun var midlertidig. Den antagelse var primært baseret på forsøg med mus og såkaldte proteinmarkører hos mennesker. Men den teori rokker ny forskning nu ved.
DE NYE RESULTATER
Den nye forskning er foregået under ledelse af professor i neurokirurgi, Arturo Alvarez-Buylla ved University of California, San Francisco. Holdet undersøgte i alt 59 hjerner, og den ældste hjerne, hvor der var tegn på fremvækst af nye celler i hippocampus, tilhørte en 13-årig. I ingen af de hjerner, der tilhørte personer over 13 år, fandt forskerteamet hverken unge neuroner eller forløbere for neuroner.
VI MÅ NU FORTÆLLE VORES KUNDER NOGET NYT
Den nye viden medfører nu også ændringer hos Dansk Center for Neurocoaching, der forsker i anvendt neuropsykologi.
“Vi har hidtil kunnet berolige vores voksne klienter med, at de skader, de var kommet til at påføre sig selv med deres kroniske stress eller depression, ville kunne genoprettes. Det ser ud til, at vi fra nu af bliver nødt til at fortælle vores klienter nogle lidt mere barske kendsgerninger “ fortæller Michael Kjærsgaard fra Dansk Center for Neurocoaching.
“Eneste positive kunne være, at flere måske så får gjort noget ved deres problemer tidligere i stedet for at udskyde det. Det ser ud til at være den eneste måde at forhindre celledøden på. Og udover at passe bedre på deres hjerne, kan de jo så også samtidig få deres livskvalitet tilbage – samt undgå at problemerne bliver spejlet af deres børn og dermed går videre i næste generation “
Litteratur
Nature 10.1038 / Nature25975, 2018
Robert Sapolsky “Why Zebras Don’t Get Ulcers”
“Stress, portrait of a killer”, BBC
