7027 6100 – mail@neurocoaching.dk

CELLEBIOLOGIEN

ALLE DELE AF DIN HJERNE VIL DIG DET KUN GODT – I MISFORSTÅR BARE HINANDEN
Alt levende på jorden består af celler – og alt levende på jorden ser ud til at nedstamme fra én og samme celle for 3-4 mia. år siden.

cellebiologien

Den moderne cellebiologi har fastslået, at vi alle er samfund af celler. Celler, der naturligvis alle er interesserede i det fælles bedste – for de er jo en del af os. De har alle det, vi kalder en positiv hensigt. Da vores hjernecentre består af samarbejdende celler, må det nødvendigvis også gælde for dem.
Både på celleniveau og på hjernecenterniveau er der kun én af to positive hensigter: Glæde og vækst – eller beskyttelse. Altså enten en bevægelse fremad eller tilbage. Det kan vi se helt nede på celleniveau, hvor en celle i en petriskål søger HENIMOD føde (vækst) og VÆK FRA gift (beskyttelse).
På samme måde er alle dine følelser signaler fra forskellige hjernecentre, der skal sikre, at du enten kommer fremad mod vækst og glæde eller bakker bagud for at beskytte dig selv. Problemet er kun, når du ikke lytter, eller når du misforstår signalerne. Stress er f.eks. et beskyttelsessignal mod overbelastning og formålet med ulykkelig kærlighed er et (naivt) signal om, at du skal hive fat i din ekskæreste, fordi hjernecentret så tror, at det gør dig glad.
CASE: En af vores kunder oplevede så voldsomme vredesudbrud, hvis nogen talte hende imod, at det kostede hende jobbet. Hjernecentret amygdala, der både producerer angst og vrede, ville dog bare beskytte hende mod at få sine grænser overtrådt. Hun lærte den så at beskytte hende bedre ved at få hende til at sige fra på en mere acceptabel måde.
Problemet er, at mange af vores hjerneområder er ret primitive. Den del af af hjernen, der producerer dine følelser, er f.eks. ikke meget anderledes end i en hund eller kat. Og det kan være et problem, fordi denne del af hjernen kører automatisk udenfor din bevidste kontrol – og den forstår kun i begrænset grad ord. Og hvis du samtidig ikke forstår den, så er forvirringen komplet.
PARADOKS-FØLELSER
Det kan give det, vi kalder paradoks-følelser: At hjernecentret har en positiv hensigt, men faktisk kommer til at give dig lige det modsatte. Jalousi er et godt eksempel: Amygdala vil gerne beskytte dig mod at miste din kæreste ved at overvåge hende eller ham 24/7. Men ingen kæreste gider jalousi i længden, så jalousien gør netop, at du højst sandsynligt ender med at miste din kæreste. Det er derfor vi lærer dig at kommunikere med hjernecentret, så centret forstår det.
CASE: Et andet godt eksempel på en paradoksfølelse er eksamensangst. En af vores kunder havde en voldsom eksamensangst. Den var dog bare et signal til hendes bevidsthed fra hjernecentret amygdala om at flygte. Den positive hensigt var at beskytte hende mod et nederlag. Angsten stressede hende dog så meget, så hun netop fik nederlag på nederlag. I den første neurocoaching-session lærte hun at “tale” til amygdala på et sprog den forstod, nemlig billeder og symboler i stedet for ord. På den måde fik hun amygdala til at beskytte hende på en bedre måde, nemlig ved at give hende troen på sig selv. Dagen efter fik hun 10 til eksamen.
Det er derfor vi lærer dig at kommunikere med hjernecentret, så den forstår det. Og så har den bevidste del af din hjerne pludselig en medspiller i stedet for en modspiller
SE DIN HJERNE SOM EN VIRKSOMHED
Du kan se dit nervesystem som en virksomhed. Du – eller rettere: de 10-20% af hjernen, som er den bevidste del af din hjerne, som du opfatter som “dig” – er naturligvis direktøren. Resten af de 180 hjernecentre og 86 mia. neuroner – det er dine medarbejdere.
cellebiologien

Ligesom i enhver anden, stor virksomhed klarer medarbejderne de fleste funktioner uden at blande direktøren ind i det. Nogle af medarbejderne sørger for, at hjerte og lunger bare fungerer. Nogle er fokuserede på at give dig vækst, glæde og succes. Og andre beskytter dig mod at gøre dumme ting, der bringer dig i fare.

Og ligesom i enhver anden virksomhed melder medarbejderne tilbage til direktøre, hvis der er problemer, f.eks. hvis der er brand på lageret. Og det, du opfatter som stress, angst eller vrede er i princippet bare en “medarbejder”, der banker på direktørens kontor for at gøre opmærksom på det, den opfatter som en vigtig ting.

Men hvad hvis du ikke åbner døren, men derimod ignorerer medarbejderen….? Ja, så banker den pligtopfyldende medarbejder naturligvis hårdere. Og så bliver stress hurtigt til svimmelhed og smerter.

Så vi lærer dig at LYTTE til dine “medarbejdere”, HANDLE på deres bekymringer – og INDDRAGE dem ved at give dem nye opgaver på det sprog, de forstår.

 

BONUS-INFO: HVAD ER FORSKELLEN PÅ HJERNEN OG NERVESYSTEMET Nervesystemet består af to dele. Hjernen og rygmarven kaldes tilsammen for det centrale nervesystem. Det perifere nervesystem består så af alle andre nerveceller. De senere år er man blandt andet blevet meget opmærksom på betydningen af nerveceller i maven, som nogle endda har døbt “Den anden hjerne” . Det er også derfor, vi indenfor neurocoaching laver et check på din kost, inden vi starter processen

VI LÆRER DIG OG DINE MEDARBEJDERE AT ARBEJDE MED HINANDEN I STEDET FOR MOD HINANDEN
Hvis du misforstår dine “medarbejdere” i hjernen – og “medarbejderne” ikke forstår dig, skyldes det, at de forskellige dele af hjernen har forskellige “sprog” – se mere HER  Du kan sammenligne det med, hvis du som direktør i en dansk virksomhed hyrer en udenlandsk medarbejder, hvor I ikke forstår hinandens sprog. F.eks. en litauer eller en spanioler. Medarbejderen er utroligt energisk og vil bare virksomheden det bedste. Men i og med, at han ikke forstår, hvad du gerne vil have ham til, kommer han til at gøre tingene forkert.
Og vil han fortælle dig noget vigtigt, f.eks. at der er brand på lageret, forstår du det ikke – og ignorerer ham eller skælder ham ud for at komme og forstyrre dig.
Du kan næsten allerede se, at det ender ét sted, og det er kaos.
Så vi lærer dig de “sprog”, som dine indre medarbejdere taler (primært dem i pattedyrshjernen og reptilhjernen), så I kan trække i samme retning i stedet for at modarbejde hinanden.
cellebiologien
GENER, EPIGENETIK OG OMGIVELSERNES PÅVIRKNING AF OS
Vi ved i dag, at medmindre vi træffer nogle aktive valg som f.eks. neurocoaching, styres vores tanker, følelser og adfærd af vores gener, epigenetikken og inputs fra vores omgivelser.
1. GENER
Efter at Crick, Watson og Franklin i 1953 opdagede DNA-strengen, troede alle, at det var generne, der bestemte over alt inde i os. Havde du gode gener, var du heldig. Og havde du dårlige gener fra dine forældre, var du dømt til et usselt liv.
Og det med samme sikkerhed for intelligens og psyke som for hudfarve eller øjenfarve.
cellebiologien
Billedetekst: Kromosomerne som er stramt sammenviklet DNA ligger cellekernen (nucleus). 
BONUS-INFO: HVORDAN HÆNGER DET SAMMEN INDE I CELLEKERNEN? Måske kan du huske fra folkeskolen, at vi i hver cellekerne har 23 par af kromosomer. Hvert par former sammen en x-lignende eller en y-lignende struktur. Disse kromosomer er i princippet sammenviklede DNA-strenge, dobbeltspiralerne, hvor vores gener sidder. DNA’et er viklet omkring en slags yo-yo-formede skiver, der hedder histoner. Generne på DNA’et er en slags arbejdstegninger til at bygge proteiner, som er cellens – og dermed kroppens byggeklodser. Når der er brug for at få bygget et protein, aflæser et enzym den relevante del af DNA’et, laver en kopi (som hedder et RNA) og fragter den over til cellens proteinfabrik, der hedder et ribosom. Den aflæser så RNA-stykket og producerer så det ønskede protein. Voila.
 cellebiologien
Billedetekst: DNA-strengen er viklet sammen om histoner i en slags bundter, der hedder nucleosomer. De er igen viklet sammen og udgør kromosomerne, som ligger i cellekernen.
2. EPIGENETIK BESTEMMER, OM GENERNE HAR BETYDNING
Men efterhånden som teknologien blev bedre, opdagede forskere i starten af 1980’erne noget epokegørende. De opdagede nemlig, at der i og omkring DNA-strengen var en masse mekanismer, der afgjorde, om DNA’et overhovedet kunne aflæses eller ej.
En mekanisme, kromatinen, fungerede som en skal omkring DNA’et, som kunne nægte at åbne sig – og demed blokere for en aflæsning af DNA’et. En anden mekanisme nærmest limede DNA’et sammen, så det ikke kunne aflæses – ligesom hvis du limede siderne i en bog sammen. Forskerne kaldte disse mekanismer for EPI-genetik, dvs. “det der står OVER generne”.
Siden dengang har man fundet ud af, at gener ikke udgør 100% af vores DNA, men kun 2-5%!!!! Resten er epigenetik, der groft sagt bestemmer, om generne er tændt eller slukket. Dvs. du kan have både generne til at være verdensmester i cykling og generne til at være dybt deprimeret resten af dit liv – men er generne slukket, så er de irrelevante.
Epigenetikken giver også forklaringen på, hvorfor vi kan dele 99% af DNA’et med en chimpanse, selvom de færreste af os ligner vores primatslægtninge voldsomt meget. Det er fordi forskellige gener er tændt og slukket.
EKSEMPEL: GENET 5-HTT Gener 5-HTT har betydning for tilstedeværelsen af serotonin i hjernen. Og serotonin ser ud til ved de fleste at have en humørstabiliserende funktion. Men genet kommer i forskellige varianter (kaldes polymorf). En variant er rigtig god for styringen af stress – en anden er mere ineffektiv. Men nu kommer det spændende: Hvis to børn med hhv. den gode variant og den dårlige variant oplever en utryg barndom med i hvert i fald 3-4 traumer som f.eks. en traumatisk forældreskilsmisse, så er barnets risiko for depression voldsomt stor ift. barnet med den svage variant. MEN hvis de begge har en TRYG barndom, er deres chance for depression som voksne lige lav. For den trygge barndom har SLUKKET for genets betydning.
Og nu kommer det endnu mere spændende: Generne kan tændes og slukkes i løbet af livet. Talrige forsøg med forskellige terapi- og meditationsformer har vist, at SELVOM du har været uheldig at få den dårlige genvariant, og SELVOM du har været uheldig med din barndom, så kan du stadig lave epigenetiske ændringer i løbet af livet, så du kan slukke for de dårlige varianter.
Så opdagelsen af epigenetikken er banebrydende. For den giver det cellebiologiske bevis på, at du IKKE er offer for hverken dine gener eller din barndom, men at du faktisk kan gøre noget. Og det er jo også det, vi ser hos vores kunder. Hos nogle går det legende let – hos andre er det lidt mere genstridigt – men holder de ved, kommer de stort set alle i mål. Og ALLE oplever en klar forbedring.
Så mens du kan se dine gener som dit POTENTIALE, så er epigenetikken med til at bestemme, hvordan du udnytter det potentiale.  Generne er rammen – epigenetikken bestemmer indholdet.
Men hvad bestemmer så epigenetikken – her skal vi hen til det 3. ben, nemlig omgivelserne.
3. OMGIVELSERNE
PRÆNATAL STRESS OG TIDLIG STRESS
Allerede tidligt i graviditeten aflæser vi som fostre vores mors tilstand. Ligger vi og bader i stresshormonet kortisol, fordi mor er kronisk stresset, begynder vores celler at lave epigenetiske forandringer, som gør vores stress- og angstsystem mere følsomt – resten af livet. Og som påvirker vores risiko for både stress, depression, fedme og misbrug resten af livet. Du kan se det som livets måde at forberede os på vores tilværelse efter fødslen…..A la “Wow, hvis mor konstant er stresset, så må det være en helt forfærdeligt farlig verden, jeg kan forvente at komme ud til”. 
Også den tidlige barndom er afgørende, specielt forholdet til far og mor. Det er gennem deres berøringer og omsorg, at vi (bl.a. ved hjælp af  hormonet oxitocin) lærer selv at regulere panikimpulserne nedefra de mere primitive strukturer i hjernen.  Også dette sætter sig som epigenetiske forandringer.
Omgivelserne påvirker ikke alene epigenetikken, men også de mutationer, der sker i selve generne: I hvert i fald viser forsøg foretaget af molekylærbiologien John Cairns at mutationer i selve generne ser ud til at skyldes ting i omgivelserne og ikke bare tilfældigheder.
CASE: DEN HOLLANDSKE HUNGER-VINTER Det mest berømte eksempel på, hvordan vi epigenetisk allerede præges inden fødslen er historien om vinteren 1944/45 i Holland. Som straf for hollændernes modstandskamp lukkede nazisterne af for alle madforsyninger til landet. Op til 22.000 døde af sult. I den situation kan ingen nok fortænke de gravide, hollandske kvinder i at have været ret stressede. Men som vi ved, overgav de tyske tropper i Holland sig samme dag som i Danmark, nemlig den 4. maj 1945. Så hvad med de børn, hvis mor godt nok havde oplevet en stressende periode i graviditeten, men som nu kunne blive født ud til fred, frihed og en fremtid med fremgang? De viste sig faktisk resten af deres liv at have en forøget risiko for depression, overvægt og misbrug – pga. noget, der skete inden de blev født. Og ikke nok med det: I og med, at de nu voksne børns stresssystem var overfølsomt (og pga. transgenerational epigenetik – se nedenfor), kom de til også at give problemerne videre til næste generation, dog med ca. halv effekt. BONUS-INFO: HJÆLP TIL FORÆLDRE ER SAMTIDIG HJÆLP TIL BØRNENE Netop fordi forældres indre tilstand er så afgørende for, om deres børn får et roligt eller et stressfyldt liv, er hjælp til en forælder lige så meget en hjælp til barnet eller børnene. F.eks. har vi haft flere eksempler på, at både mor og barn havde fået booket tid, men hvor vi efterflg. kunne aflyse barnets tid, fordi ændringen i moderen lynhurtigt var blevet spejlet af barnet.
OMGIVELSER BETYDER MEGET MERE, END VI TROR
En-æggede tvillinger har 100% samme DNA. Og specielt hvis de vokser op sammen, burde der da slet ikke være nogen forskel.
Men scanninger har vist, at selv ved en-æggede tvillinger, der er vokset op sammen, har der alliigevel været forskelle i påvirkningen udefra, så man udefra på hjernens furer kan se, at deres hjerner ikke ser helt ens ud.
Et andet godt eksempel er rygning. Ved en-æggede-tvillinger i fyrrerne eller halvtredserne er det ikke usædvanligt, at den ene ser mere end 10 år ældre ud pga. rygningens ødelæggelse af huden.
Så omgivelserne, om det er traumer, stress, negative overbevisninger, kost, misbrug eller andre dårlige vaner, der er kopieret eller påført (specielt i barndommen), så er det med til at bestemme, hvordan vores gener fungerer.
BONUS-INFO TRANSGENERATIONAL EPIGENETIK Som nævnt kom de voksne børn fra Den Hollandske Hungervinter også til at præge næste generation negativt. For de epigenetiske ændringer i en generation kan gives videre til den næste. Og det giver jo fin mening: Hvis vi f.eks. fødes med en medfødt angst for slanger, behøver vi ikke selv gøre os farlige erfaringer. Man kalder det transgenerationel epigenetik, dvs. epigenetik på tværs af generationer.

FORSØG: ROTTEN OG KIRSEBÆRRENE Man har lavet en del forsøg ved både mus og rotter for at checke, om epigenetiske ændringer i en generation går videre til den næste generation. I et af de mere berømte forsøg gav man en hunrotte kirsebær. Hun blev rigtigt glad for kirsebær – lige indtil forskerne gav hende strømstød, hver gang hun ville spise af kirsebærrene. Ikke overraskende mistede hun hurtigt smagen for kirsebær. Herefter satte man en hanrotte ind til hende, og hun blev gravid og fødte et kuld unger. Hvordan tror du, at de reagerede på kirsebær? Rigtigt – de havde overtaget moderens erfaringer, indlejret som en epigenetisk forandring. Vi oplever med jævne mellemrum selv, at hukommelsen i en kundes problematiske følelse kan følges tilbage til en tidligere generation. Det kan virke meget “alternativt”, men det kunne være et epigenetisk spor. Det kunne dog også være en del af personens ubevidste fortælling om sin slægt – det er svært at sige. Men når vi i trance fjerner traumet i f.eks. bedstemoderens liv (hos kunden), oplever kunden en voldsom forandring – og det er jo det vigtige.

 

STRESS – EN AFGØRENDE POINTE
Når cellebiologer og molekylærbiologer taler om stressfyldte omgivelser, taler de ikke om vi menneskers omgivelser, men om de enkelte cellers omgivelser. Og her kommer den måske vigtigste pointe i denne artikel: Dine celler har hverken øjne eller ører, så hvordan tror du, at de ved, hvad der sker omkring dem?  Det ved de fra dig! Så det afgørende er ikke, hvad der fysisk sker, uanset om det er et brudt parforhold, en fyring, et biluheld eller en psykopatisk chef. Det afgørende er DIN overbevisning om det – for det er den, du via nervesystemets kemi giver videre til dine celler. Så det afgørende er, om du trækker på skuldrene og trykker på pyt-knappen – eller om du skaber katastrofetanker og går i stress-selvsving.
Som cellebiologen Bruce Lipton formulererer det: “Hvis jeg ændrer min overbevisning, ændrer jeg min kemi, som igen ændrer mine cellers skæbne”
 

 

VIL DU VÆRE KLOGERE?

Så få gratis inspiration til, hvordan du kan bruge din hjerne bedre.

 

KOMMENDE ARTIKLER

 

September: Stress starter allerede i mors mave - DEL 2

Okotober: Stress starter allerede i mors mave - DEL 3

 

Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev!