Matheus
OM MATHEUS
Matheus er både certificeret NLP-psykoterapeut, coach og mentor.
Udover coaching og psykoterapi, har Matheus også erfaring med både ledelse og undervisning. Og han har arbejdet som både mentor, støtteperson og konsulent. Og så er han for resten også tidligere danmarksmester i cykling.
DERFOR VALGTE JEG AT ARBEJDE MED NEUROCOACHING
LIVET BELØNNER HANDLING
”Jeg brænder for at skabe positive forandringer for andre – med viden, metoder og værktøjer som inddrager både psykologi og biologi – og hvor der er fokus på at bruge sine ressourcer på at handle.
Igennem mit liv er det blevet en sandhed, at man kan hvad man vil! Min personlige erfaring er, at livet belønner handling.
Jeg er derfor fascineret af den måde, Neurocoaching med gennemarbejdede metoder og værktøjer kan forandre og overskrive mønstre, reaktioner og tankegange. Og så kan jeg godt lide at være en del af et fællesskab hvor vi sammen er ”nørder” og sultne efter ny læring, viden og udvikling. Det gør, at Neurocoaching har været det optimale valg for mig.
MIT YNDLINGSCITAT
”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv!”
Søren Kirkegaard, filosof
Emilies historie:
NEUROCOACHING VAR DET SIDSTE SKUD I BØSSEN
Emilie ville gerne have hjælp i forhold til både angst, OCD og depression.
Hun flyttede sig på 5 sessioner (+ en forsession) fra 5% til 98% af sit mål om at tro på sig selv uanset hvad. Allerede på 1. session løftede hun sig fra 5% til 75%.
Hun flyttede sig i processen fra 28 til 72 på den internationale trivselsskala WHO5, der går fra 0-100, og hvor depressionsgrænsen ligger på 35 og det danske gennemsnit er på 68.
Du kan læse mere om WHO 5-skalaen her:
Her Emilies egen feedback:
JEG VAR BEGYNDT LANGSOMT AT SMULDRE
I sommeren 2022 blev jeg efter en hård og intens specialeskrivning færdiguddannet cand.mag. En ny virkelighed fyldt med uendelige muligheder og uforudsigelighed bankede nu på døren, og for første gang i mit liv befandt jeg mig et sted, hvor jeg ikke vidste, hvad der skulle ske, og hvad jeg gerne ville.
Livet som jobsøgende blev nu min nye virkelighed, og jeg begyndte herfra langsomt at smuldre som et resultat af det pres, jeg følte, at samfundet pålagde mig. Det, kombineret med mine egne forventninger til mig selv, affødte en sprængfarlig cocktail, hvis dunkle indhold mest af alt bestod af en altomsluttende følelse af utilstrækkelighed og afmægtighed. Et jobafslag blev til to, og to blev meget hurtigt till, hvad der føles som en endeløs strøm af afslag. Jeg var nu for alvor kommet i klemme i den præstationskultur, som jeg kun lige knap havde formået at undvige gennem min uddannelse.
JEG HAVDE SKABT MIT HELT EGET, LEVENDE MARERIDT
Mine indre medarbejdere forsøgte konstant at modarbejde mig med fortællingen om, at jeg ikke passede ind i alle disse klaustrofobiske, urokkelige kasser, som samfundet kunne tilbyde mig. Min indre, dystre stemme var nu blevet så høj, at jeg ikke længere følte, jeg kunne undslippe den, og min nye overbevisning om mig selv lød på, at jeg ikke var god nok, ikke kunne finde ud af noget, og at der ikke eksisterede en plads til sådan en som mig i denne verden. Og vupti! Så havde jeg lige skabt mit helt eget levende mareridt, idet jeg lod min nyerhvervede depression formørke mit sind – og jeg, som ellers havde sagt til mig selv, at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst!
Da jeg så var nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne overskue helt basale ting som at spise, sove, smile, forlade mit hjem – så blev jeg sygemeldt med angst og depression.
DE ANDRE BEHANDLINGER HAVDE KUN GIVET EN KORTVARIG EFFEKT
Næsten et år skulle der gå, før jeg kontaktede Dansk Center for Neurocoaching. Det var ikke, fordi jeg ikke havde søgt hjælp noget før, tværtimod. Jeg havde talt med tre forskellige psykologer, deltaget i mestringsforløb, fået lægelig og medicinsk behandling, men lige lidt hjalp det. Eller jo, for en kort stund. Jeg havde da bestemt været i bedring ad flere omgange i løbet af det forgangne år, men efter lidt tid faldt jeg hver gang tilbage i mit gamle, usunde mønster. De forskellige behandlingsformer havde således haft en vis effekt, men fælles for dem alle var, at den positive effekt var kortvarig.
NEUROCOACHING VAR DET SIDSTE SKUD I BØSSEN
Jeg var efterhånden helt tappet for kræfter og havde på dette tidspunkt mest af alt lyst til at give op. Men en dag, midt i mørket, lyser min telefon pludselig op med en kærlig besked fra min far, der indeholder et link til neurocoaching.dk. Jeg lovede mine forældre at give det et skud, for jeg kunne simpelthen ikke holde ud at have det, sådan som jeg havde det, og jeg besluttede mig derfor for at give det en chance – og gudskelov for det 😊.
JEG VAR KOMMET TIL AT SÆTTE MIG SELV I OFFERROLLEN
Allerede efter første session med mine dygtige coaches, Matheus og Michael, så jeg anderledes på min tilværelse. Jeg indså, at jeg havde sat mig selv i en offerrolle, som ironisk nok gav mig en form for tryghed, som kunne være svær at give afkald på. De hjalp mig derudover med at indse, hvor stor indflydelse jeg selv har på min situation; at det er mig, der er direktøren. Og hvor provokerende det så end kan lyde, når man netop befinder sig i offerrollen, så fik de mig til at indse, at min situation blot var et resultat af de valg, jeg havde truffet for mig selv.
JEG BESLUTTEDE MIG FOR AT TAGE ACTION
Med disse nye erkendelser var det svært at forblive i den altopslugende fornægtelse, som jeg på daværende tidspunkt levede i, og jeg valgte derfor at træffe en ny, sund beslutning: I stedet for at dyrke den ellers lune offerrolle, besluttede jeg mig for at tage action! Som mine coaches gentagne gange skarpsindigt har påpeget: ”Hvis du kan bruge din hjerne til at skabe negative ting, kan du også bruge den til at skabe positive ting.” Simpelt, ikke?
ØVELSE GØR MESTER
Både og… For der vil komme bump på vejen, og alle vil uvægerligt komme til at tage deres gamle mønstre med ind i processen, for det tager tid at blive god til noget (har to meget kloge mænd venligt gjort mig opmærksom på)!
Man kan ikke bare omprogrammere sin hjerne fra den ene dag til den anden, og det er bestemt heller ikke noget, man kommer sovende til – man er nødt til selv at tage action. Heldigvis har Matheus og Michael flittigt mindet mig om det gamle ordsprog ”øvelse gør mester”, og det gælder også Neurocoaching. Alt, hvad det kræver, er en aktiv indsats, og jo mere du træner de nye mønstre, desto mindre gentager du de gamle. Med tiden bliver det endda meget lettere at fastholde de nye mønstre, i takt med at det bliver den nye normal.
NU PRIORITERER JEG OMSORGEN FOR MIG SELV
I dag er jeg et helt andet sted end da jeg påbegyndte mit forløb hos Dansk Center for Neurocoaching. Jeg har rykket mig markant på mange parametre. Før var jeg konstant tynget af dårlig samvittghed, fordi jeg påtog mig andres ansvar. I dag er jeg blevet meget bedre til at fokusere på de ting, jeg har indflydelse på, hvilket har fjernet en enormt tung byrde fra mine skuldre. Dette er noget, jeg stadig øver mig på, men med ansvarscirklen (et neuropsykologisk redskab) hængende i mit køkken, bliver jeg konstant mindet om, hvad der er mit ansvar, og hvad der er andres. Jeg er desuden blevet meget bedre til at behandle mig selv godt. Mine coaches hjalp mig med at indse, hvor dårligt jeg tidligere behandlede mig selv. I dag prioriterer jeg selvomsorg i min hverdag, og jeg øver mig på at tale pænt til mig selv – gerne højt. Jeg minder mig selv om, at det er mig, der er direktøren i min hjerne, og at det er mit ansvar at behandle mine indre medarbejdere godt, så vi sammen kan skabe et bedre og mere effektivt arbejdsmiljø.
JEG VED NU, AT JEG ER GOD NOK, SOM JEG ER
Jeg har gennem dette forløb fået opbygget et stærkere og mere solidt rodnet og dermed fået en ny og forbedret tro på mig selv. Jeg besidder nu en langt større ro end før, og jeg er blevet bedre til at acceptere de ting, jeg møder på min vej. Jeg ved nu, at jeg er god nok, som jeg er, og at jeg er i stand til meget mere, end jeg før troede. En af de vigtigste erkendelser, jeg har gjort mig under dette forløb, er erkendelsen af, at min situation ikke kun påvirker mig, men også alle omkring mig.
DIN INDSATS GAVNER ALLE OMKRING DIG
At have det godt og være glad er selvsagt en stor motivation i sig selv, men bevidstheden om, at mine nærmeste trives i langt højere grad, når jeg har det godt, har været den største drivkraft for mig. Det er derfor også den største motivation for at fastholde alle de gode ting, som jeg har fået med fra dette forløb. Så hvis du sidder lige nu og har svært ved at retfærdiggøre at investere så mange timer, penge og kræfter i dig selv, så husk på, at det ikke kun gavner dig, men alle omkring dig.
JEG KOMMER FOR HVER DAG NÆRMERE MIT MÅL
Selvom jeg lige måtte synke en ekstra gang, da jeg blev bevidst om, at jeg selv var den primære årsag til min situation, så ved jeg også, at det ikke var min skyld eller nogen andres for den sags skyld. Jeg lod ganske rigtigt min angst og depression styre mig, men udelukkende fordi jeg ikke havde den rette viden og de nødvendige redskaber til at modstå på daværende tidspunkt. Denne viden og disse redskaber er jeg heldigvis i besiddelse af nu, takket være Dansk Center for Neurocoaching. Jeg er endnu ikke 100% i mål, men jeg kommer nærmere for hver dag, der går, i takt med at jeg træner mine nye, positive mønstre dagligt.
FIRE UD AF FIRE – EN SOLSTRÅLEHISTORIE
Da jeg i sin tid kontaktede Dansk Center for Neurocoaching, var min største frygt at skulle vende tilbage til at søge job, gå til jobsamtaler og alt, hvad det indebærer, da det netop var som følge heraf, at jeg blev syg i første omgang. Efter mit forløb har jeg sendt fire jobansøgninger afsted, hvoraf jeg er blevet kaldt til samtale alle fire steder. Ud af de fire samtaler tog jeg til to af dem samme dag, og jeg blev tilbudt job begge steder. Fremtiden ser lys ud, og jeg glæder mig til at starte dette nye kapitel i mit liv.
Helles historie:
JEG HAVDE MISTET LYSTEN TIL AT LEVE
Helle ville gerne have hjælp i forhold til sin angst, sin depression og sine selvmordstanker.
Hun flyttede sig på 5 sessioner (+ en forsession) fra 0% til 100% af sit mål om at føle sig god nok uanset hvad. Allerede på 1. session løftede hun sig fra 0% til 80%.
Det individuelle forløb tog 19 timer inkl. 6 måneders opfølgning.
Hun flyttede sig i processen fra 0 til 76 på den internationale trivselsskala WHO5, der går fra 0-100, og hvor depressionsgrænsen ligger på 35 og det danske gennemsnit er på 68.
Du kan læse mere om WHO 5-skalaen her: https://flipflashpages.uniflip.com/2/11265/378341/pub/html5.html#page/20
Her Helles egen feedback:
JEG HAVDE MISTET LYSTEN TIL AT LEVE
Da jeg tog kontakt til Neurocoaching omkring den 25.10 var jeg netop udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvor jeg havde været indlagt fra den 19.10 til den 23.10. Jeg havde en svær depression, jeg var grådlabil, jeg havde angst og jeg sov dårligt. Jeg havde mistet lysten til at leve. Det var et skræmmende stort ønske for mig bare at få afsluttet mit liv……..
Det absolut værste var, at jeg i månederne før og lige efter indlæggelsen var ude af stand til at mærke noget som helst. Jeg mærkede ingen følelser – der var bare tomt, mørkt og livløst i og omkring mig. Det var som at bevæge sig i et farveløst landskab hvor der slet ingen bevægelse fandtes.
Psykiateren på afdelingen havde planlagt et forløb med ECT-behandlinger (elektrochok) hver anden dag fra den 23. og frem – forventningen var 10 behandlinger. Heldigvis valgte jeg at lade mig udskrive og aflyste de planlagte ECT-behandlinger.
Jeg mødte stor modstand hos psykiateren og plejepersonalet. Og jeg fik den opfattelse, at ECT var den absolut eneste behandling, der kunne hjælpe mig videre
og det eneste tilbud der var fra deres side. Under indlæggelsen var den eneste støtte beroligende medicin og sovemedicin.
EN IMPULSIV MAIL
Det var i min søgen efter en anden slags behandling, at jeg fandt frem til Neurocoaching og heldigvis helt impulsivt sendte Michael en mail. Jeg kan huske, at jeg fik tillid til Michael, fordi han ikke forsøgte at sælge mig et produkt, men i stedet lagde vægt på, at jeg skulle være parat til at arbejde for at få det bedre. Det gjorde forskellen for mig og lagde grunden til, at jeg på forhånd var klar over og parat til at yde en stor indsats.
Og jeg skal da lige love for, at processen med Matheus og Michael krævede vedvarende arbejde for at skabe nye spor i hjernen og forandre mange års måde at tænke på. Jeg har oplevet det som en stejl bjergside, jeg har kæmpet mig op af, men der har heldigvis hele tiden været medvind og det har gjort en stor forskel.
VI HAVDE FOKUS PÅ MINE RESSOURCER
I forhold til den slags terapi jeg tidligere har benyttet mig af (psykolog og psykiater samt kognitiv adfærdsterapi) har jeg i denne proces haft fokus på ressourcer, og jeg er lykkeligvis sluppet for at blive retraumatiseret. (red.: Indenfor Neurocoaching arbejder man dissocieret med traumer, så det mere føles som at hjælpe en god ven).
Jeg er stille og roligt ved at vænne mig af med flere uhensigtsmæssige vaner som at gentage og gentænke problemer som fortidens traumer og andres udfordringer, som slet ikke er mit ansvar. Og jeg synes, at jeg er ved at lande godt i “min egen butik”. Jeg arbejder målrettet med at afgrænse mig, og ansvars- og kontrolcirklerne (2 Neurocoaching-værktøjer) er supergode redskaber i det arbejde.
Jeg har hurtigt mærket forandringen i min måde at håndtere udfordringer på, og jeg har haft stor gavn af lydfilerne, der har husket mig på mine fremskridt.
JEG HAR FUNDET UD AF, AT JEG ER STÆRK
Jeg har fundet ud af, at jeg er stærk, og at jeg har mange forskellige ressourcer der bare venter på at komme i brug. Jeg har ikke længere en destruktiv tilgang til mig selv og jeg kan faktisk også bedre mærke. hvad jeg har brug for. Jeg lytter til min krop, dvs. jeg spiser, når jeg er sulten i stedet for at slukke for min sultfornemmelse. Jeg har også opdaget et nyt behov for at bevæge mig mere – det er nu mere lystbetonet, når jeg går tur.
JEG HAR FÅET FÆRRE SMERTER
Jeg har fået færre smerter fordi jeg undlader at tænke på smerterne. Og jeg har ikke mindst sluttet fred med de smerter jeg stadig har – de får ingen opmærksomhed længere. Opmærksomheden retter jeg i stedet mod det, der giver gode tanker og overskud.
Jeg har opdaget, at jeg tidligere kunne få katastrofetanker, når jeg havde mange smerter – dem har jeg sluppet og til gengæld lukket op for overskudstanker. Jeg tænker nu på alle de muligheder jeg har i stedet for at tænke på begrænsningerne, der tidligere fyldte rigtig meget. Jeg har bl.a. sluppet angsten for både flere smerter, nye diagnoser, CT-kontrolskanningerne, lukkede rum, for at handle i butikker og være ude blandt mennesker – og ikke mindst angsten for ikke at være god nok.
SMERTEN VISTE SIG AT VÆRE EN BESKYTTELSE MOD MIN MANGLENDE EVNE TIL AT SIGE NEJ
Jeg har også opdaget, at jeg tidligere blev angst, fordi jeg ikke turde sige fra. I stedet for at aflyse en aftale valgte jeg offerrollen og blev enten fysisk syg eller fik angst. Nu hvor jeg har valgt actionrollen, kan jeg nøjes med at mærke efter og eventuelt sige nej tak – og så behøver jeg ikke blive syg Det har været meget overraskende at opdage det, og det var en lidt svær indrømmelse. Den bragte dog også en stor frihed med sig, så skønt.
Jeg har også opdaget, at jeg er skabt stærk, og at mit nyfundne selvværd altid har været en del af mig. Jeg er holdt op med at spekulere over, hvorfor jeg udviklede mig som jeg gjorde. Det ligger i fortiden, og jeg har mistet lysten til at forstå alting omkring det. Jeg har ikke længere et behov for at placere et ansvar. Det er virkelig frihed at tænke og sige, at det er fortid – og at det nu er nutiden, der er vigtig.
JEG TAGER NU ANSVAR FOR MIG SELV
Jeg har sluppet den dårlige samvittighed der altid har naget mig. Den har fyldt så meget, at min mand og jeg i mange år havde joket med, at dårlig samvittighed var mit mellemnavn. Jeg tager ikke længere ansvar for andre mennesker, for social ulighed, for børns trivsel, for stort og småt som jeg tidligere følte stort ansvar for.
Jeg har fundet ud af, hvad der er mit ansvar, og hvad der er andres. Jeg har også erkendt, at jeg ikke har og ikke behøver at have kontrol med alt. Jeg har fået defineret mine kerneværdier, og det gør det lettere for mig at være tro overfor mig selv.
Jeg har opdaget hvor genial min hjerne er, og at det har en konsekvens, hvordan jeg taler, tænker og føler og dermed påvirker min hjerne. Jeg har besluttet, at jeg også fremover dagligt vil bruge mine nye redskaber – de er kommet for at blive.
JEG ER GOD NOK UANSET HVAD
For to måneder siden var jeg plaget af svær depression, jeg var begrænset af angst, og mine smerter fyldte og begrænsede mine muligheder.
I dag har jeg lært at være i nuet og lade fortiden ligge. Jeg har forsonet mig med det, der ligger bag mig, og jeg har en større forståelse for, hvorfor jeg udviklede angst, stress og depressioner. Jeg har lært at forebygge, og jeg har fundet ud af, hvordan jeg bedst motiverer mig selv til at se nye muligheder.
Jeg har nu taget initiativ til en strikkeklub. Jeg har meldt mig til både kor og lungetræning. Jeg har inviteret to familier hjem, som jeg kun kender sporadisk. Jeg har taget hånd om min økonomiske fremtid. Jeg har været i svømmehal. Jeg har ændret vaner med hensyn til spisning og motion. Jeg har sat nye grænser – og jeg befinder mig det meste af tiden i actionrollen. Jeg har også erkendt, at jeg er mig. og at jeg har lov til at være, som jeg er. Jeg er nemlig god nok uanset hvad!
